torsdag den 29. april 2010

Varme hveder


10 stk:

1,5 dl kærnemælk
0,5 dl kogende vand
30 g smør
15 g gær
1 knivspids salt
1 tsk kardemomme
1 spsk sukker
1 æg
ca. 350 g hvedemel
Æg eller mælk til pensling

Smelt smøret og lad det afkøle lidt. Bland det med kærnemælk og kogende vand. Opløs gæren heri. Tilsæt sukker, salt, kardemomme og æg og rør god. Tilsæt herefter hvedemel og ælt dejen grundigt igennem.
Lad dejen hæve tildækket i 45 minutter.
Del dejen i 8 kugler og læg dem på en bageplade med ca 1,5 cm mellem hver bolle.
Kom bagepladen øverst i en kold ovn med en dyb bageplade på nederste rille. Kom kogende vand i den bageplade og luk ovnen. Vanddampen gør at bollerne bliver mere luftige. Lad bollerne efterhæve i ovnen i 30 minutter.
Bollerne pensles med æg eller mælk.
Bollerne bages i ovnen i 20-25 ved 200 grader.

onsdag den 28. april 2010

Jordbærtærte med vanillecreme


I tærten på billedet er der også kommet lidt blåbær med, men det kan sagtens udelades.

100 g smør
150 g hvedemel
1,5 spsk flormelis
1 knivspids salt
1 æggeblomme

1,5 dl piskefløde
0,5 dl creme fraiche 38 %
1 vanillestang
3 spsk sukker
400 g jordbær
50 g mørk chokolade

Smøren smuldres i melet. Tilsæt flormelis, salt og æggeblomme og saml det til en dej.
Stil dejen i køleskabet 1/2 time.
Rul dejen ud og anbring den i en smurt form. Prik lidt i dejen men en gaffel.
Bages i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter.
Lad tærtedejen køle lidt af.
Chokoladen smeltes over vandbad. Den smeltede chokolade smøres på den afkølede tærtebund, også op ad kanterne.

Piskefløden piskes til flødeskum. Creme fraichen røres i sammen med 1 spsk sukker og kornene fra vanillestangen. Fordel vanillecremen i tærten når chokoladen er størknet.
Rens jordbærene og skær dem i halve. Fordel jordbærene over tærten og drys med 2 spsk sukker.

Salat med kikærter og ramsløgspesto


Kikærterne skal sættes i blød dagen før salaten laves - alternativt kan udblødte kikærter på dåse bruges (men så skal kikærterne hellere udelades)

Salat

1/2 icebergsalat-hoved

10 cherrytomater

1 avocado

150 Grønne bønner


Kikærter

100 g kikærter

2 laurbærblade

2 fed hvidløg
4 hele peberkorn
4 tsk Salt


Ramsløgspesto
1 lille håndfuld ramsløg (erstat evt lidt ramsløg med mynteblade)

3 spsk friskrevet parmesan
3 spsk god olivenolie
2 spsk pinjekerner

1/2 tsk salt

Kikærterne stilles i blød i rigeligt vand i minimum 8 timer. Vandet hældes fra kikærterne og kommes i en gryde med rigeligt frisk vand. Til vandet tilsættes laurbærblade, peberkorn, salt og hvidløg - hvidløget skal presses "fladt" med en kniv inden. Kog kikærterne i 1 time - hold øje med, at kikærterne hele tiden er helt dækket af vand.

Snit salaten, halver tomaterne, skær avocadoen i tern og bland dette med de grønne bønner. Hvis de grønne bønner er friske skal de dampes/koges kort.

Ramsløgene skæres i strimler og pinjekernerne tørristes på en pande. Ramsløg og pinjekerner mortes sammen med friskrevet parmesan, olivenolie og salt. (Erstat evt lidt ramsløg med mynteblade).

Bland alle ingredienser og rør grundigt så pestoen bliver jævnt fordelt i salaten.

tirsdag den 13. april 2010

Moules et frites med aïoli-dressing


Til 2-3 personer:

Muslinger:
se opskriften her

Pommes frites:
3-4 bagekartofler
ca. 5 dl smagsneutral olie (fx rapsolie eller solsikkeolie)
Groft salt.

Aïoli-dressing
1 dl mayonaise (se opskrifter her)
2,5 dl creme fraiche 9 %
2-3 fed hvidløg

Aïoli-dressing: Bland mayonaise med creme fraiche og presset hvidløg.

Muslinger: se fremgangsmåde her

Pommes frites: Skær bagekartoflerne i passende størrelser (enten både eller "stave"). Kog dem i vand i 5 min. Si vandet fra kartoflerne og læg dem på et viskestykke. Tør dem grundigt med viskestykket.
Kom olien i en wok og varm olien op. Olien skal være meget varm inden kartoflerne kommes i (prøv evt at kom en kartoffel i - den skal tage farve i løbet af et par minutter). Når olien er varm nok kommes kartoflerne i lidt ad gangen, så alle kartoflerne er dækket af olie. Lad dem koge i olien til de er brune (ca 5-10 min). Læg kartoflerne på en tallerken med køkkenrulle som kan suge noget det overskydende fedt fra. Drys med groft salt.

Server med salat og hvidvin til.

mandag den 12. april 2010

Auberginer/peberfrugter med oksekødsfyld


Til 3-4 personer:

450-500 g oksekød
2 store auberginer eller 3 røde peberfrugter (eller 1 aubergine og 1-2 peberfrugter)
1 stor dåse tomatkoncentrat
2 løg
2 fed hvidløg
1/2 rød chili
1 håndfuld bredbladet persille
1 tsk paprika
Salt og peber
50 g revet ost

Hak løg fint. Fjern kernerne fra chilien og hak chilien fint. Persillen hakkes groft. Løg, chili og persille blandes med oksekød, og der tilsættes presset hvidløg og tomatkoncentrat. Tilsæt paprika og salt og peber.
Auberginerne udhules lidt med en ske (Lidt mere end halvdelen af auberginens "indre" fjernes). Peberfrugterne skæres i halve og kernerne fjernes.
Fordel kødfarsen i auberginerne og/eller peberfrugterne.
Ovnen skal være forvarmet ved 200 grader, og de fyldte peberfrugter/auberginer steges i ovnen i 25 minutter.
Når de har været i ovnen i 15 min fordeles den revede ost over kødfarsen.

Server f.eks. med ovnkartofler, creme fraiche-dressing og salat til. Kan også serveres med ris til.